30. november 2011

Google Doodles - Længe leve.

"Google is my friend", og i dag gav han mig dette skønne velkomstbillede. Det er næsten ligesom børnenes julekalender.

Normalt ser velkomstbilledet sådan ud. Kønt og kedeligt. Men engang imellem skal vi overraskes.

Vidste du, at denne doodle vandt i en doodle konkurrence, som Google for et stykke tid udskrev ?

En anden doodle, som også godt måtte beklæde skærmen en trist tirsdag.

Eller hvad med denne ?

Denne husker jeg godt. Jeg beundrede den meget. Prøvede du at styre billedet ude i siden ?

Denne har jeg ikke set. Måske har man andre billeder i Malaysia.

Og denne holdt jeg også af.

Google og Doodle længe leve.

Tænk, hvis vi ikke havde dem.....

28. november 2011

Julemarkedet, som forsvandt.

Igår skulle byen have været fyldt op med alverdens boder med brændte mandler, dekorationer, julenisser, juletræer, julegaver og alverdens gode juleting. Men stormen fik kræmmerne til enten at pakke sammen eller slet ikke at møde op.

ØV, når det ellers kunne have været så hyggeligt. Men vejret er vi ikke herrer over.

Der var milevidt mellem boder, hvor der var noget som helst. Og endnu længere mellem boder, hvor der var noget som helst, der lige passede i min smag.

I dag har vinden lagt sig, solen titter ganske svagt frem ind imellem, og vi kan så glæde os over alle de penge vi sparede. For sådan et par små svaner koster ikke alverden.

Hvad bedrev du igår ?

25. november 2011

Hvad har du givet i dag ?

Henriks kollega er i Afrika for at give.

Han skal hente sit 2 år gamle adoptivbarn hjem og give det et god tilværelse.

I hønsegården her er der også kommet nye adoptivbørn til, som skal have et godt liv. Men der er mange nye ting at lære. De skal lære at gå på sand. De skal lære at sove på en pind. De skal lære helt nye spisevaner.

Og i dag har de skulle lære, at der er en verden udenfor hegnet også. Det er svært. Det er farligt. De 2 første timer stod døren til hønsegården piv åben, men ikke en eneste høne vovede at tage trinet. Og den, som ikke vover dette må forblive på samme grå plads.

Men nu har én af gokkelokkerne taget det første skridt, og de andre er fulgt efter. Velkommen til paradis.

De er endnu noget triste at se på vores nye adoptivbørn. Triste farver. Triste fjer. Triste former.

Det var egentlig meningen, at vi ville have haft nogle med striber eller sorte fjer, men en dag efter forbrydelsen blev savnet for stort, og jeg lavede et hurtigt indkøb hos vores sædvanlige hønsepusher.

Målet er nu at få dem i topform, så de kan sørge for familiens æg. 1 høne pr. person passer vist meget godt.

Så jeg har givet hønsene friheden i dag - Har du givet noget ?
..... du kan nå det endnu.

23. november 2011

Sushi uden fisk.

Som jeg tidligere fortalte, skulle jeg på sushikursus, og jeg vil vise dig lidt billeder fra dagen og give dig lidt tips, hvis du selv vil prøve..... jo du kan godt !!

Se nu bare her ovenover. Det var min første sushi kreation. Og jeg synes selv, at det ligner en million.

Ovenpå en tangplade blev der udbredt ris næsten ud til kanten. Jeg stoppede et par cm. før og afsatte kun et par enkelte riskorn til at lime kanten sammen tilsidst.

Ovenpå kom en stribe mayonaise med chilisauce, 2-3 iturevne salatblade, en stribe hellefisk og tynde strimler gulerod. Læg mærke til den flotte farve på guleroden, som tager sig helt fantastisk ud, når sushirullen er færdig.

Ved hjælp af rullemåtten, blev hele moletjavsen rullet sammen. Godt fast.

Så blev rullen formet til en trekant, som jeg lige syntes ville passe godt til selskabet. Og derefter skar en kniv dyppet i riseddike-vand rullen i passende stykker. Endestykkerne kan man prøveteste inden måltidet udfoldes.

Her sushi med avocado, agurk, rejer, mayo, knuste wasabiærter og tahinn ( sesampasta )
Denne blev firkantet for forsøgets skyld og pyntet med en purløgssløjfe.

Sådan så et af fadene også ud.

Men hvor bliver den sushi uden fisk af, spørger fiske-haderen nu.

Den ligger lige i midten med et smukt purløgsbælte om maven.

Her blev en peberfrugt først grillet i ovnen, til den blev sort i skindet. Forinden var den prikket omkring stilken, så overflødig damp kunne undslippe. Skindet blev pillet af. Peberfrugten delt i 8 lange skiver, som hver især blev smurt med hvidløgs flødeost og derefter lagt på den sammenknugede risbolle.

Dette var min favorit.

22. november 2011

Danmarks største julemarked.

På søndag kl. 10-16 kan du opleve Danmarks største julemarked i Middelfart.

Byen er klistret til med vidunderlige boder fra den ene ende til den anden - og efterhånden også lidt ud på sidegaderne.

Det koster kun 300,- for en bod på 0-3 meter, 400,- for en bod på 3-6 meter og en plovmand for en på 6-... meter. Det betyder, at alle kan og vil være med. Både erhvervsdrivende og de private kreative sjæle. Så der er nok at kigge på.

Når du igennem det hele, byder Museet på gratis glögg og småkager samt en fin nisseudstilling.

Ellers kan jeg anbefale dig at snuppe en cupcake i Den Søde Butik ved siden af Kvickly.... hvis ellers du kan få plads i det totalt hyggelige lille kagehus, hvor du kan få varmen i de udbredte lammeskind.

Selvom Middelfart jo er landets navle, kan der godt være langt for nogle, så kender du også til gode julemarkeder, så sig endelig frem. Vi skal jo til det.

Billeder lånt fra lokalsprøjten Melfarposten.

21. november 2011

Give Away med valgfri præmie.

Jeg har vovet mig ud på den tynde is, så nu håber jeg, at den holder.

Frøbutikken er nemlig lige havnet på Facebook, men ingen ved det.... endnu. Vil du hjælpe med at sprede budskabet ?

Jeg vil i hvert tilfælde gerne lave en rigtig lækker Give Away, hvor du kan vælge lige præcis, hvad du vil i Frøbutikken hvis du vinder. Vinderen trækkes, når der er 50 "likes" på Facebook, så I bestemmer selv, om det skal være før eller efter jul.

Hvor mange lodder vil du deltage med ?

1 lod for at fortælle, hvad du vil vælge fra præmielisten. ( frit valg på alle hylder - hold dig ikke tilbage )

1 lod for at lave link til give awayen her på din egen blog, på facebook eller på anden hjemmeside. Brug gerne billedet ovenover.

Håber, at I vil være med.

20. november 2011

Tænk, hvis du kom for sent...

Nogle ting kan aldrig gøres om. En af tingene er at komme for sent. Og det er du måske lige ved at komme nu.

D. 22. november er der nemlig deadline - i hvert tilfælde, hvis du skal give et af de originale og berømte emaljeskilte i julegave. Dem med 30 års fabriksgaranti. Har du kendt mage ?!!

De smukke og stærke skilte er jo ikke bare bøjelige blikskilte, som lige hives frem fra skuffen. Nej de fremstilles specielt til dig, og du bestemmer. Håndlavede efter gamle traditioner.

Du bestemmer farven.

Du bestemmer, om det skal være nummerskilt eller navneskilt.

Eller måske et helt andet skilt.

Måske skal der stå mange navne på skiltet.

Måske er et enkelt nok.

Du bestemmer. Men bestem dig nu.

15. november 2011

Vinderne i Give away

Så blev de 3 vindere fundet. Random org trak nummer:
12, som svarer til Marianne.

2, som svarer til Anne Gine.

Og nr. 28, som svarer til Påfuglen

Send mig jeres adresser, så I kan få Manilla mærker til gengæld.

1000 tak til alle, som deltog. Som plaster på såret til "taberne", så kommer der nok snart en ny give away.

12. november 2011

Cupcake Kursus.

Jeg har været på Cupcake kursus og må sande, at jeg ikke længere tror, at enhver kan lave en smuk cupcake.

Til kurset var der ALT, hvad hjertet kunne begære og hvad fantasien på ingen måde kunne forestille sig. Alverdens farver, glimmer, drys, sprøjtedyser, udstikningsforme, mønsterprægere, etc.

I dette tilbehørs orgie var den største kunst nok at kunne begrænse sig. At kunne sige, at nu er nok mere end nok.
Her har en af medkursisterne kreeret en fin juleagtigt opsats med frosting, fondant, glimmer og lavendelkugler.



Nogen fik lavet denne søde hund.
Her males den med en "madtush".

Også en helt ny åbenbaring. Tænk at eje sådan en og så skrive små kærlige beskeder på ungernes pølsemadder i madpakken - eller huskeseddel på husbonds.

Cupcake hunden færdig. Den nænner man da ikke at spise.

Smukke prægede blomsterblade lavet af fondant.
Fondant kan man selv lave, men for 30,- kan man købe en færdiglavet blok, som kan farves i alle regnbuens farver.

Mere fondant pynt fra kreative hænder.

Søde kager til barnedåben.

Julede cupcakes.

Rose med madglimmer og små fondant blomster udenom.
Begynder man indefra, bliver det en rose, og begynder man udefra og kører mod midten, bliver det en softice lignende top.

Den anvendte frosting var lavet af halvt smør og halvt palmin, vanille og flormelis. Bare tanken får én til max at spise én kage..... ad gangen.

Men jeg kan se, at nettet bugner med andre lidt mere appetitlige opskrifter som f.eks. denne:

250 gr flormelis
75 gr. smør
2 ss mælk/fløde
1 tsk vanille

Hele molevitten piskes sammen til en lind masse, som kan farves og sprøjtes på fra en sprøjtepose.

Har du en god frosting opskrift ?

10. november 2011

Give Away.

Jeg har lige fået disse yndige Manillamærker ind ad døren, så lad os lave en lynende hurtig Give away.

Det eneste, du behøver at gøre, er at skrive en kommentar om, hvad du ville bruge dem til, hvis du vandt.

Det er da enkelt, ik´?!

På tirsdag trækker jeg så 3 vindere, som hver især får et sæt
  • lyseblå
  • lyserøde
  • natur
Vil du være med ?