12. december 2011

Mandelgave(r)

Da jeg var barn, havde vi helt op i teenageårene hele 2 mandelgaver - en til hvert af børnene. Og denne tradition tog jeg med mig og havde derfor også de første år en mandelgave til hvert barn.

I dag er der "kun" én mandelgave, men der er visse ting, som skal opfyldes omkring valget af den:

  1. Det må ikke være noget spiseligt, da alle på dette tidspunkt er ved at kløjs i det.
  2. Det skal være en ting, som alle kan bruge.
  3. Gavens værdi skal være på 30-150 kr.
I mange familier har man den traditionelle marcipangris, men den falder væk på punkt 1. Men måske tager vi den alligevel op en dag.... bare for at prøve at være som de andre. De ser jo også fine ud de små søde svin, når de ligger fint i pakkerne.

En chef, jeg havde for længe siden havde en sød tradition, hvor mandel-finderen fik pakken med grisen. Denne gris havde så grislinger, som mandel-finderen måtte dele ud af til de andre børn ved selskabet.

Hvad bruger vi så som mandelgave ?

Vi har haft mange forskellige ting på programmet. Der har f.eks. været gavekort til biografen, familiespil eller videofilm.

Jeg har aldrig snydt og listet mandlen over i andres skål - hvorfor også det, når jeg selv kunne bruge præmien. J

Som regel portionsanrettes desserten, så ingen tvinges til at spise mere, end maven kan rumme bare for at vinde præmien, men den store skål er der altid som backup.

Som oftest står jeg for indkøb af mandelgaven men nogle år har jeg også tørret opgaven af på en af gæsterne. I julen bør alle nemlig bidrage med et eller andet, synes jeg. I år er den havnet på mit bord igen, så jeg overvejer at indføre reglen om, at vinderen skal stå for gaven året efter.

Hvordan foregår mandelgave-ræset hos dig ?

5. december 2011

Barndomskager til jul.

Da jeg var barn blev der bagt de samme kager til jul hvert år. En af slagsene var disse, som jeg holdt meget af.

Dengang var de drysset med krymmel i alle regnbuens farver og egentlig lidt mere festlige at kigge på. Men det bestemmer man jo selv.

Ingredienserne ( ses nedenfor ) piskes til smuldr og samles til en sammenhængende dej. Der trilles kugler af dejen på størrelse med det hul, der fremkommer, når man sætter spidserne på pegefinger og tommeltot sammen.

Kuglerne trykkes flade med en gaffel, så der kommer gaffel spor i dejen. Dyp gaflen i vand efter hvert tryk. Drys med smukt krymmel.

Sæt kagerne i ovnen 15-20 minutter ved 160 gr. Bag og smag.

Der bliver mange, så tag en portion fra til en af familiens gamle medlemmer og kør på uventet julebesøg.  Man må ikke bære julen ud, men man må gerne bære den ind.

Hvilke kager fornøjede du dig med i barndommens jul ?

Ingredienser til 60-70 barndomskager:
  • 300 gr mel
  • 300 gr smør
  • 350 gr sukker
  • 300 gr kokosmel
  • 2 æg
  • 1½ tsk bagepulver

3. december 2011

Vinderen af Give Awayen med valgfri præmie.

Så oprandt dagen, hvor vinderen af Give away´en med valgfri præmie skulle trækkes., og det er hermed gjort.

Normalt plejer jeg at bruge random, men sidste gang var det et værre hurlumhej med tællen frem og tilbage i en uendelighed. Derfor blev det i dag gjort på go´ gammeldaws maner med skrevne navne på sedler.

Sedlerne hældt i den lille julesæk.

Bundet til og rystet godt.

Og vinderen blev Denne heldige rad.

Hjertelig tillykke Birgitte. Gå på opdagelse i Frøbutikken og vælg lige, hvad du vil. bare giv dig tid og send mig derefter en besked om, hvad du vil have.

Til I andre: Der kommer jo flere Give aways, så hold øje :)

1. december 2011

Palmekål i have og på menuen.

Som du kan se her, har den smukke palmekål haft besøg af sommerfuglens afkom, fordi den stod et sted, hvor det var en smule for besværligt at dække af med insektnet. Jeg lod angreb og kål være, fordi hønsene så bare kunne få lidt grønt i den mørke tid.

Men grønkål og palmekål har det med at genoprette dem selv med tiden, så sådan ser bladene ud nu. Og så får hønsene altså ikke det hele for sig selv.

Kvickly havde granatæbler på tilbud til en flad 5´er, så der røg nogle stykker med hjem.... selvom de godt kunne have været lidt rødere i huden.

Nogle af dem fik lidt guldglimmer på kinderne og endte deres dage i dekorationen, og nogle blev sat på venteliste i køkkenet. Bl.a. til denne julede palmekålssalat.

Ribberne blev fjernet og afleveret til hønsene.

Den smukke rufflede kål blev grundigt vasket og dryppet af i en si. Herefter blev den skåret i meget fine strimler og lagt i en skål.

Et af granatæblerne blev halveret, og de diamantlignende sur-søde kerner røg ned oveni sammen med de øvrige ingredienser, som du kan se nedenfor.

Forsigtigt vendt i marinaden og vupti en skøn vintersalat med julefarver.

Jeg havde taget alt for mange blade med ind, så de sidste røg på panden sammen med et løg, noget fløde, salt, peber, sukker og muskat.

Og sig nu ikke, at du ikke kan lide rå grønkål / palmekål - det kan jeg heller ikke !! Det bliver først godt, når det behandles. Og barndommens fæle grønkålssupper har heller intet med dette at gøre.

Hvad bruger du palmekål og grønkål til ?

Ingrediensliste til palmekålssalat:

  • 4 dl. strimlede palmekålsblade
  • Kerner fra 1 granatæble
  • 2 skivede røde æbler med skræl
  • appelsinbåde uden hinde fra 2 appelsiner
  • ½ dl. groft hakkede valnødder
  • ½ dl. smuldret fetaost
------------------------------------------------------------------------------
  • Marinade:
  • 4 ss oliven - eller valnødde olie
  • 1 ss balsamico eddike
  • 2 ss honning
  • salt
  • peber