31. maj 2011

Når vi nu alligevel ikke må smage.

Smage på de lækre spirer, I har der indenfor i varmen, så kan vi ligeså godt gå til ro.

Imorgen skal vi faktisk også være friske. Have kridtet banen op. Og have hvæsset næb og kløer. For der kommer måske gæster - nogle af de, som ikke bare tager hjem efter et kort visit. !!##!

Rygtet siger, at der måske kommer nye kyllinger til gården. Det er vi egentlig ikke helt så glade for. Sådan nogle vigtig-Per´er, der tror, at de kan styre det hele.

Men vi skal lære dem, skal vi !!

29. maj 2011

Dufte i drivhuse.

Kamillen blomstrer og dens duft af æbler slår os imøde, når vi åbner døren.

Den er placeret i drivhuset bagved agurkerne. Jeg husker ikke længere, hvorfor den havnede her. men nu står den her og kommer trofast igen år efter år.

Drivhusets fugtige lune miljø gør noget helt specielt ved duftende planter. Engang havde jeg en enkelt viol i drivhuset. Det var som at komme i Himmerige at træde ind, når den blomstrede. En arrig hakke tog vist livet af den.

Jeg vil satse på noget mere duft til drivhuset i år. Måske lathyrus.

Hvilken blomster/planteduft holder du mest af ?

28. maj 2011

Urtesalt No. 2.

I sådan et sjaskevejr som i dag var det lige vejr til at tage en tur på biblioteket og låne bogen "Høns og ænder til husbehov". Det var hurtigt overstået, så nu, hvor kareten var startet op, kunne vi ligeså godt få noget ud af det.

Kursen blev sat mod Hindsgavlskoven, hvor man nemt iført høje hæle kan plukke Ramsløg i regnvejr, hvis man ikke selv har dem hjemme i haven.

Ved hjemkomst blev de vasket og grundigt efterset for snegle, som der er en del af i skovbunden.

En Citron fik sin gule regnfrakke revet af. Hele baduljen en tur i blenderen.

Og SPLAAASH ud på et stykke bagepapir. Massen var temmelig våd, men her skal man modstå fristelsen og ikke hælde noget flydende fra. Det våde er med til at farve saltet flot.

Blande, blande sammen med sydesaltet og så i ovnen 6-7 timer ved 50 gr. varmluft og ovndøren let åben.

Siden har jeg læst, at man kan hælde hele den våde masse direkte på glas. Det skal jeg afprøve næste gang, der skal laves urtesalt.... og der går et stykke tid nu. Måske bliver det først, når chili-orgiet begynder.

Og mængden spørger du:

1 liter Ramsløgblade
skallen af 1 citron
3 dl. salt.

Urtesaltet her smagte fantastisk på aftenens lammekoteletter.

PS. Det er ved at være allersidste udkald for at hente ramsløgblade i skoven, så på med højhælerne imorgen.

27. maj 2011

Urtesalt. No. 1.

Så er urtesalt no. 1 hældt på glas. Men kun for en kort stund, hvor der knipses et billede. Den er kun 95 % tør, så indtil da, skal den lige have luft omkring sig.

Som lovet får du opskriften, som du kan prøve af. Der kommer flere gennem sommeren, efterhånden som jeg får dem lavet.

Jeg plejer at blende alt andet end saltet og nulre det ind i saltet bagefter. Herefter bredes det ud på en plade med bagepapir og sættes i ovnen. Varmluft og 50 gr. Det tager flere timer, hvor jeg, når jeg kommer forbi, lige rører rundt i sagerne.

Man kan også bare tørre ingredienserne først og så blande med saltet, men så suger saltet ikke safterne i sig og får den intense flotte farve.

Har du større tålmodighed end mig, kan du også bare lade hele molevitten ligge fremme et tørt/varmt sted, hvor du også rører i det med jævne mellemrum.

Når krydderurterne er knusprige og kan nulres i stykker, er saltet færdigt og kan hældes på fine glas.

Nå men til sagerne:

Blend 1 liter afløvede og vaskede Løvstikkeblade + den yderste del af skallen på 1 citron. ( Det hvide skal ikke med )

Bland den lidt våde masse med 4 dl. groft salt. ( Enten i flager eller korn )

Opskriften kan selvfølgelig ganges op/ned, som man vil.

Når det skal være lidt lækkert.

Posten har lige afleveret et par poser sydesalt fra Mariager Saltcenter.

Det er halv-"pebret" i forhold til en pakke almindelig salt men det lækre anstrøg udebliver ikke !!

Som salt i maden, hvor saltkrystallerne bare opløses, bruger vi den almindelige slags, men som drys, kommer denne på bordet.

I løbet af i dag, har jeg til hensigt at lave en urtesalt ud af noget af saltet og gennem sæsonen flere andre slags. Opskrifterne får du selvfølgelig.

Så følg med...

25. maj 2011

Sådan bager du pitabrød med hulrum.

Da jeg gik i 10. klasse, hittede pitabrødene, og der gik ikke en uge, uden at pitabrødene var på menuen.

I starten købte vi dem i vacuumpakninger, som man stadig kan få den dag i dag og med samme flade papsmag. Men så fandt vi ud af at bage dem selv. Et nyt hit var født.

I de mellemliggende år har jeg slet ikke bagt pitabrød, og hver gang jeg har omtalt det, har Manden med skeptisk bemærket, at man jo ikke selv kan bage dem med "indbygget hulrum". Men jo det kan man nemt. Vil du se, hvordan ?

Først røres dejes sammen og æltes en smule. ( ingredienserne lister jeg op nederst. )

Dejen dækkes med et klæde og hæver 1-2 timer et lunt sted.

Dejen deles i 8-10 lige store dele.

Dej delene trykkes flade, så de kun fylder ½ cm i højden. Bredden giver sig selv.

Pladen med de flade boller/brød smides i ovnen 5-7 minutter ved 225 gr. Og nu kommer kunststykket:

De skal IKKE tages ud, før de hæver op som på billedet. Dampen indeni skaber hulrummet.

Der er så meget mad i disse pitabrød, at jeg til aften kun kunne spise et enkelt. Henrik klarede selvfølgelig 2.

Vi plejer at lave salatbar a´la Jensens Bøfhus ( måske i lidt mindre omfang ) + kødsovs og en god dressing til at fylde i. Men mulighederne står åbne for alt.

Hvad spiser du i dine pitabrød ? Forslag modtages gerne.

  • 25 gr. gær.
  • 6 dl. lun vand
  • 1 liter mel +/-
  • 1 tsk. salt
  • ½ dl. olivenolie

24. maj 2011

Ny kreativ blog, du ikke må misse.

Tina Dalbge har e-n-d-e-l-i-g fået sig en blog, hvor hun vil øse ud af sine kreative ideer, som andre aldrig har tænkt på før.

Der er fine planteskilte, som ungerne vil knus-elske at lave og den perfekte gave til den fodbold-gale og....

Besøg bloggen her og se selv.

19. maj 2011

Gider du ikke mere økologi ?

Så er det nok, fordi du trænger til en ny indsprøjtning på godt og forståeligt dansk.

Jens Juhl og hans skønne hustu Sølva Falgren har langt om længe taget sig sammen ( vi er flere, som gennem årene har bedt om det ) og har begået en rigtig rigtig god bog.

Jens og Sølva flytter i de gode måneder af året ud i deres lille slot Slottet i Smørmosen, hvor eventyret begynder. På hjemmesiden kan du læse om have, selvforsyning, sunde tanker, bier, høns, lækre opskrifter etc.

Og i bogen "Økologisk have" tager slotsherren og slotsfruen dig ved hånden og guider dig nemt og bekvemt gennem de økologiske arbejdsgange, som de selv benytter sig af.

Bogen får 5 store

 

af mig ( ud af 5 ) og kan købes her.

Næste skub til Jens og Sølva må være at skrive en bog med de mange gode opskrifter.

17. maj 2011

Knibeøvelser.

Mange af planterne i drivhuset er lidt forsømte i år. Den sorte Chili Black hungarian er ikke blevet knebet i tide og bød mig velkommen med denne smukke blomst.

Jeg plejer at knibe de første 8-9 knopper af chili og peberplanterne for at give dem mulighed for at vokse lidt bedre til, inden de begynder at tænke på børn. Men i år havde jeg som sagt ikke lige været på pletten.

Den udsprungne blomst fik lov at blive siddende men de mindre knopper måtte lade hovedet falde. Når jeg lader mit rode-gen regere, får knopperne bare lov at ligge foran potterne. Så ved jeg også senere, hvor mange, der er knebet af.

Også tomatplanterne fik en knibetur, hvor de mange nye skud helst ikke skal nå at blive meget større end på billedet, før de knibes af.