5. december 2011

Barndomskager til jul.

Da jeg var barn blev der bagt de samme kager til jul hvert år. En af slagsene var disse, som jeg holdt meget af.

Dengang var de drysset med krymmel i alle regnbuens farver og egentlig lidt mere festlige at kigge på. Men det bestemmer man jo selv.

Ingredienserne ( ses nedenfor ) piskes til smuldr og samles til en sammenhængende dej. Der trilles kugler af dejen på størrelse med det hul, der fremkommer, når man sætter spidserne på pegefinger og tommeltot sammen.

Kuglerne trykkes flade med en gaffel, så der kommer gaffel spor i dejen. Dyp gaflen i vand efter hvert tryk. Drys med smukt krymmel.

Sæt kagerne i ovnen 15-20 minutter ved 160 gr. Bag og smag.

Der bliver mange, så tag en portion fra til en af familiens gamle medlemmer og kør på uventet julebesøg.  Man må ikke bære julen ud, men man må gerne bære den ind.

Hvilke kager fornøjede du dig med i barndommens jul ?

Ingredienser til 60-70 barndomskager:
  • 300 gr mel
  • 300 gr smør
  • 350 gr sukker
  • 300 gr kokosmel
  • 2 æg
  • 1½ tsk bagepulver

17 kommentarer:

  1. Åh ja, vi må gerne bære julen ind - men ikke ud :-) Min mor bagte troligt hvert år flere slags småkager blandt andet jødekager og finsk brød. Hvad hedder din småkager? De ser meget lækre ud!

    SvarSlet
  2. Madame: Det aner jeg ikke. Jeg har bedt min far spørge min mor om det, men hun husker det måske heller ikke. Irriterende.

    SvarSlet
  3. Bortset fra det lille faktum at jeg ikke kan tåle kokosmel (tåle, som i den der barnlige kræsenhed-kan-ikke-tåle-måde), så lyder de lækre, jeg kan godt lide alt det andet, der er i dem :)

    Jeg har bagt lakrids pebernødder, kan ses på min blog idag :) Så dem i Bornholmer-butikken i Torvehallerne i Kbh og tænkte uhmmm. Æv, jeg skulle ha' holdt mig fra at fylde lakridspulver i min gode, gamle pebernød-opskrift... De kan dog (nemt) spises, foretrækker det bare hver for sig..

    PS: Skal nok fortælle historien om CuginaK en af dagene :)

    SvarSlet
  4. Min mormor kogte klejner, efter et par dage lunede hun dem på radiatoren. Hun bagte også lækre tynde, sprøde, runde brunkager.

    SvarSlet
  5. Min mor bagte pleskner... Jeg vil tro de smager lidt som når man selv bager de små kræmmerhuse med flødeskum og jordbærsyltetøj til. Måske skulle jeg prøve dem en dag?

    SvarSlet
  6. De skal da prøves. Elsker at bage til jul

    SvarSlet
  7. Jeg ææælsker kokos, så de må prøves.
    Hjemme bagte vi altid jødekager. Og vi børn så på, når strimlerne til vanillekranse fløj ud af kødhakkeren.
    I mit voksenliv er det ikke jul, hvis jeg ikke har bagt brunekager. Og helst også vanillekranse.

    SvarSlet
  8. Den småkage ser lækker ud og opskriften lyder nem - den skal prøves.
    I min barndom betød Finskbrød og Jøderkager jul, det var min farmor, der stod for dem. Min mor bagte æggemakroner, kaldte vi dem?. Den kage er gledet ud af familien....hmmm, den var nu ellers god.
    Selv har jeg indført vaniljekranse som fast småkage hver jul. Nogle år bliver det kun til vaniljekranse andre år kommer der andre småkager på programmet.....og i år bliver det "Frøskuffens kokos-småkager" :o)
    Glædelig jul Kh Helle

    SvarSlet
  9. Hej

    UHMMM ser lækkert ud:)

    Hilsen sussie

    SvarSlet
  10. uuhhhh... du må snart inviter på kaffe...

    SvarSlet
  11. Ummm.... den lyder da dejlig nem - og kagerne ser lækre ud :-)

    SvarSlet
  12. CuginaK: Dette er bestemt ikke en kage for kokos allergikere, så du må hitte på noget andet :)
    Anonym: Radiator-klejner og tynde brunkager lyder ikke helt så ringe :) Det må have været datidens microbølge ovn.
    Tina Dalbøge: Jeg kender navnet men kan ikke lige se dem for mig.... men jeg tror nok, at jeg kan smage dem alligevel i tankerne :)
    Idehaven: Så må du virkelig nyde denne måned, hvor man næsten er et skarn, hvis man ikke får fyldt kagedåsen med et eller andet.
    Susanne: Jeg må erkende, at jeg aldrig har bagt vanillekranse - nok fordi jeg ikke har maskineriet til dem. Men hjemmebagte Uhm !!
    Helle: Ha ha - så blev de alligevel navndøbt. Æggemakronerne må du kæmpe for at få tilbage. Sådanne skatte må aldrig gå tabt. Giv mig et praj, hvis du finder dem igen.
    Sussi. Ja jeg kan næsten heller ikke holde ud at sidde og læse om alt dette, når maven begynder at knurre efter mere mad.
    Tim: Ja, det kunne du lige tænke dig - bare på med forklædet og i sving ;)
    Marlene: Jeg er byens dårligste bager, så lægger jeg noget på, så ER det nemt :)

    SvarSlet
  13. Deværre har vi ingen sådanne traditioner omkring julekager. Alt mulig andet men ikke på kagerne. Faktisk er jeg den ENESTE i familien, der overhovedet gider at bage (hvilket jeg til gengæld gør ofte).

    SvarSlet
  14. Bettina: Nu taler vi jo ikke om at bage kagerne - men om at spise dem ;) Server den samme ting 2 år i træk, og så er det pludselig blevet en tradition :) Her er der efterhånden også kun én i bageriet, men så er der til gengæld også plads til albuerne og nye påhit. Hvis vi var naboer, kunne vi bage sammen og få skabt nogle fantastiske kreationer.

    SvarSlet
  15. Hos hos blev der altid kogt klejner, bagt jødekager og finsk brød - det gør jeg ikke mere, det skal jo også. Spises :)

    I år har vi bestemt at det kun bliver brunkager og så noget lækker konfekt .

    SvarSlet
  16. Marianne: I mit barndomshjem var det nok også af og til sådan, at præcis de kager, som du her nævner, skulle bages for så bare at forsumpe i kagedåserne. Konfekt bliver af en eller anden grund aldrig levnet.

    SvarSlet
  17. Hvor lyder de lækre♥ Vanillekranse, brunkager og Kæbenhavnerkager er småkager jeg kan huske fra min barndoms jul! KNUS

    SvarSlet

Ordet er dit.