24. januar 2012

Når folk på 3. sal leger med frø.

I begyndelsen undrede jeg mig meget.

Det gør jeg egentlig også endnu. Undrer mig over, at ca. 15 % af kunderne i Frøbutikken bor på en eller anden sal til højre, til venstre eller midt for.

Hvor gør de af planterne ?

Bliver de hængt op i brødkasser som her ?

Sat i klare plastflasker, hvor de selv kan opsuge vand som her ?

Eller tænker man endnu mere kreativt og vender op og ned på alting ?

Måske har man en kolonihave eller et sommerhus et sted væk fra betonen ?

Måske dyrker man bare på alle mulige tænkelige flader ?

Det er åbenbart muligt at dyrke, hvis man vil dyrke. Man må bare indrette sig efter forholdene.

Billederne ovenfor er fra Formland messen, som lige har fundet sted. I år var der utrolig mange sjove opfindelser. Så mange, at man næsten fik lyst at skifte branche ;)

Se bare dette skønne telt.

Vil man gerne have hele campingpladsen til at slå sig ned i klapstole som tilskuere, mens man slår telt op, skal man da have sådan et, ik´?

18. januar 2012

Gave fra en læsværdig blog.

Kender du det at få en overraskelse, som er så stor, at du slet ikke ved, hvad du skal gøre af dig selv ?

Sådan en har jeg lige fået.

Julie svesketop skrev igår på sin blog om en gave, hun havde lavet med sine kreative hænder, og som hun havde sendt til en, som hun selv en gang havde fået noget af. At det lige præcis skulle være mig, havde jeg ikke i mine vildeste drømme drømt om. Jeg roste endda det fine håndarbejde. Og du skulle se det i virkeligheden !! Ikke en eneste fejl er der.

Det er efterhånden meget sjældent, at man ( i hvert tilfælde jeg ) får noget hjemmelavet. Det er bestemt noget helt helt særligt.

Og ved du, hvad der var nede i boxen ? Her lå nogle frø, som jeg i flere måneder har jagtet, fordi Julie eftersøgte dem. Så finder hun dem før mig og giver mig halvdelen. Det må hedde overskud.

Julies blog har efterhånden mange trofaste følgere, fordi der altid er gode, jordnære, kreative, sjove, eftertænksomme, spændende indlæg. Jeg følger med her - gør du også ?

13. januar 2012

Fuglehuse til kræsne fugle.

Fornøjer du dig selv og fuglene ved at fodre dem ?

Jeg vil her vise dig nogle ( meget forskellige ) fuglehuse / foderbrætter.

Først den lune fra en anden bloggers væg. Man får da helt lyst at kravle derind.

Redningsplanken her fra. 

Æbleskroget her fra. Glad og farvestrålende.

Den populære her fra. ... og på tilbud for nogle.

Den pyntede her fra. Lidt spinkel til vind og vejr.

Det trendy fodertårn.

Smuk, smukkere, smukkest. Stor, større, størst.

Tør jeg ? Ups.

Den sjove, som aldrig blev en succes fra Frøbutikken. Den var møg dyr i indkøb, møg dyr i salgspris og blev til sidst nærmest foræret bort for at skabe ny plads på hylderne. Sådan går det nogle gange.

Fodrer du fuglene udenfor ? Med hvad ?

11. januar 2012

Insektnet eller fiberdug

I Frøbutikkens sidste nyhedsbrev blev der nævnt fordelen ved at dyrke under insektnet / bionet. Men siden har flere været i tvivl om, hvordan man egentlig tackler sådan en net sag. Derfor en hurtig demo samt forklaring på, hvorfor fiberdug og insektnet/bionet ikke bruges til det samme.

Men først demo:

Hos den lokale elektriker kan du få elektrikerrør i forskellige længder. Længden afhænger af, hvor store du vil have buerne til at være.

De saves i passende længder og stikkes i jorden, så de danner en bue. Stik dem godt ned og beregn ekstra længde til dette.

Læg et elektrikerrør hen over buerne for at stabilisere. Her er buerne sat i mine højbede, men de fleste har dem nok sat på jorden.

Overlæggeren spændes fast med strips eller holdbar snor. Enderne påsættes kraftig ( gaffa ) tape, så de ikke river hul på nettet.

Og så er skelettet klar til at beklæde med enten insektnet eller fiberdug eller måske plastik, hvis man lige vil have sig et hurtigt drivhus. ( husk ved valg af plastik at lade enderne stå åbne, så luften kan cirkulere. )

Uanset valg af materiale, kommer man ikke udenom at skulle fæstne det for vindens hærgen. I højbedene proppede jeg bare nettet godt ned langs siderne, som når man propper en skjorte indeni bukserne. Sætter man buerne op direkte på jorden, kan man lægge større sten eller brædder langs kanterne for at holde nettet på plads og undgå skadedyrs indtrængen.

Og vandingen forgår nemt. Bare vand, som altid. Vandet trænger nemt igennem.

Forskellen på fiberdug og insektnet er flg:
  • Insektnet er dyrere i anskaffelse.
  • Insektnet holder typisk 7-8 år, mens fiberdugen er ligesom nylonstrømper. ( kan typisk holde flere år men risikerer også at blive revet i stykker på et skarpt hjørne allerede første dag. )
  • Fiberdug får temperaturen under dugen til at stige ca. 2 grader, hvilket kan være en stor fordel i de koldere forårs og efterårsmåneder. Insektnettet er så luftigt, at temperaturen stort set ikke ændres.
  • Insektnettet holder skadedyr ude. Det kan fiberdugen også gøre, hvis den er hel og uden rifter.
Du kan købe insektnet / bionet og fiberduge her.

Alle net og duge er nemme at tage ned igen, folde sammen og lægge i skuret indtil næste sæson.

9. januar 2012

Mobning

Igår fik hønsene endnu en ny redekasse. Det er den 3. i rækken.

Aldrig har vi haft så uvorne høns før.
  • De brugte redekassens tag som toilet.
  • Om aftenen snød de os. Gemte sig i bambusserne istedet for at gå pænt i seng pind.
  • Æggene blev lagt allerinderst i sovehuset, hvor man skal kravle i hønsemøg for at komme ind.
  • De lækreste rester fra vores bord, blev der rynket på næbet ad.
Men nu er de ved at lære livet på gården at kende.

Fordi de nu har fået lov at lægge æg i opvaskebaljer med halm, har de overgivet sig. Det bliver SÅ skønt at få egne æg igen..... og for øvrigt en smart løsning med de opvaskebaljer i redekassen. De er nemme at rengøre.

Men det sociale liv halter så grueligt.

De 4 af madammerne spankulerer glade rundt med hinanden, mens denne lille stakkel altid må gå for sig selv.

Jeg har ikke set dem hakke ad hende eller hvisle fæle ting - det ser læreren jo ikke altid.

Jeg kan ikke se, om hun er ked af det - det ser læreren heller ikke altid.

Men det skærer mig i hjertet.
 Får mig til at spekulere på, om deres forældre mon nogensinde lærte dem om god behandling af andre mennesker høns.

 Får mig til at spekulere på, om deres forældre bare kiggede den anden vej, fordi deres egne var kommet godt ind i sammenholdet.

Jeg har altid prædiket mine egne unger ørerne fulde omkring dette emne. Forudset situationer, som kunne opstå og lært dem, hvordan de aldrig måtte gøre. Og har de alligevel ikke altid levet op til mine krav her, er der faldet brænde ned. Her accepteres mobning og holden udenfor ikke.

Er du en af de mange, som har taget det for givet, at dine egne var gode mod andre, så tag emnet op ved aftensbordet i dag. Bare for en sikkerheds skyld. Og igen en anden dag. Og igen....

5. januar 2012

Chili dyrkning uden drivhus.

Nogle år, når pladsen bliver for trang i drivhusene, dyrker jeg chili udenfor. Det kan nemt lade sig gøre, når blot planterne sættes et varmt og læfyldt sted.

Her er bevis materialet.

Bevismateriale 1, som beviser, at jeg er en rad til at få ryddet haven pænt op før vinteren.

Bevismateriale 2, som beviser, at chili kan dyrkes udenfor. Murstenene anes i baggrunden.

Planterne har taget skade af frosten, og frugterne skulle for længst have været høstet. Men de er der !!

Denne Black Hungarian Chili kan man sagtens spise endnu. Men oplevelsen har nu været langt større i sensommeren.

Så har du endnu ikke dyrket chili p.g.a. manglende drivhus, bør du prøve det i år. Planterne er utroligt dekorative, og du kan jo begynde indtagelsen med måde.

Frøbutikken har i år disse Chili på programmet.