28. februar 2012

"Skal jeg tage skoene af ?"

Sådan spørger en forsikringsmand ( er det vist ? ) i en reklamefilm med Erann DD.

Efterfølgende er dette overflødige spørgsmål blevet klippet ud af filmen af en eller anden grund.

Er man sippet, hvis man beder sine gæster tage skoene af, inden de trasker ind på ens tæpper ?

Hvordan håndterer du gæsternes og dine egne sko ?

Kunne du tænke dig at gøre det anderledes ?

24. februar 2012

Sådan dyrker du Drage frugter i vindueskarmen


Har du set de smukke pink dragefrugter i Føtex´ grøntafdeling ?

Jeg har endnu ikke smagt dem - men forrygende ser de ud.

Mette spurgte på Frøskuffens/Frøbutikkens Facebookside hvordan de dyrkes, og jeg fandt denne video på Youtube.

Uh, hvor har jeg da helt fået lyst til at tage i Føtex og købe en dragefrugt nu.

Nogen, som har smagt dem ?

23. februar 2012

Undgå katte i stueplanterne.

Sorte - den gamle jas - bryder sig ikke længere så meget om at komme udenfor. Kulden bider, og gigten plager til tider. Men det grønne drys skal hun nu ikke gå glip af.

Så i vindueskarmen er der sået kattegræs, som en gang om dagen tages ned, så hun kan få noget grønt i kosten.

Selvom Sorte langt fra er vegetar, kaster hun sig grådigt over græsset, og stueplanterne får lov at stå i fred.

Og så er det jo egentlig en god investering.

13. februar 2012

Windowsfarms

De fleste af os har vist prøvet at mangle plads, når de mange fristende frøposer fristede.

Vi vil gerne prøve det hele, men der er for få kvadratmetre i haven.... eller også er der slet ingen have. Og hvad gør man så ?

Jakob har en fin løsning til dette. Han bor, såvidt jeg kan se, mange meter over jorden og har skabt sin egen lille windowfarm og deler ud af sin viden omkring dette.

Det bliver spændende at følge med i hans projekt.

Hvor meget jord har du at dyrke i ? Og udnytter du det ?

5. februar 2012

Pomelo i februar.

Har du nogensinde siddet i frokoststuen blandt kolleger og arrigt forsøgt at spise en pomelo ?

Først pillede du den voldsomt tykke skræl af i store flager, og en skøn duft begyndte at sive ud.

Når skrællen var taget af, skulle indtagelsen og nydelsen begynde.

Men de seje hinder gjorde oplevelsen ret kedelig, og du lovede dig selv aldrig mere at købe denne frugt.

Men gør det nu alligevel og tag så hinderne af denne gang. En for en. Det passer lige med, at du kan nå at tygge en skive færdigt, mens du fjerner hinderne på den næste.

Pomeloen uden skræl og hinder er i høj kurs hos os i øjeblikket. Hvilken frugt nyder du her i februar ?

24. januar 2012

Når folk på 3. sal leger med frø.

I begyndelsen undrede jeg mig meget.

Det gør jeg egentlig også endnu. Undrer mig over, at ca. 15 % af kunderne i Frøbutikken bor på en eller anden sal til højre, til venstre eller midt for.

Hvor gør de af planterne ?

Bliver de hængt op i brødkasser som her ?

Sat i klare plastflasker, hvor de selv kan opsuge vand som her ?

Eller tænker man endnu mere kreativt og vender op og ned på alting ?

Måske har man en kolonihave eller et sommerhus et sted væk fra betonen ?

Måske dyrker man bare på alle mulige tænkelige flader ?

Det er åbenbart muligt at dyrke, hvis man vil dyrke. Man må bare indrette sig efter forholdene.

Billederne ovenfor er fra Formland messen, som lige har fundet sted. I år var der utrolig mange sjove opfindelser. Så mange, at man næsten fik lyst at skifte branche ;)

Se bare dette skønne telt.

Vil man gerne have hele campingpladsen til at slå sig ned i klapstole som tilskuere, mens man slår telt op, skal man da have sådan et, ik´?

18. januar 2012

Gave fra en læsværdig blog.

Kender du det at få en overraskelse, som er så stor, at du slet ikke ved, hvad du skal gøre af dig selv ?

Sådan en har jeg lige fået.

Julie svesketop skrev igår på sin blog om en gave, hun havde lavet med sine kreative hænder, og som hun havde sendt til en, som hun selv en gang havde fået noget af. At det lige præcis skulle være mig, havde jeg ikke i mine vildeste drømme drømt om. Jeg roste endda det fine håndarbejde. Og du skulle se det i virkeligheden !! Ikke en eneste fejl er der.

Det er efterhånden meget sjældent, at man ( i hvert tilfælde jeg ) får noget hjemmelavet. Det er bestemt noget helt helt særligt.

Og ved du, hvad der var nede i boxen ? Her lå nogle frø, som jeg i flere måneder har jagtet, fordi Julie eftersøgte dem. Så finder hun dem før mig og giver mig halvdelen. Det må hedde overskud.

Julies blog har efterhånden mange trofaste følgere, fordi der altid er gode, jordnære, kreative, sjove, eftertænksomme, spændende indlæg. Jeg følger med her - gør du også ?