Viser opslag med etiketten Diy. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Diy. Vis alle opslag

23. juni 2011

Lavendelsukker

Det er lige nu, at du skal gå ud og plukke en lille håndfuld Lavendler.  Dem skal du nemlig bruge til Sct. Hans desserten i aften.

 De kan fås i flere farver ( blå, hvid, rosa ), men farven er underordnet lige nu.

Find sukkerkrukken frem.

1 dl. sukker
1 spsk. Lavendel

Nulr blomsterknopperne af ned i sukkeret.

Hæld på glas. Ryst. Låg på.

Så er der lavendelsukker til pandekagerne, vaflerne, sukkerdrys på kagerne eller.... ?

Hvad bruger du lavendelsukker til ?

Måske har du aldrig smagt lavendel sukker - det lyder også mærkeligt. Men sæbeduften fra Lavendel bliver på ingen måde til sæbe-sukker. Det kan du stole på.

PS. Lad der være lidt luft i glasset, så der er plads til at ryste sukkeret med jævne mellemrum, hvis det klumper sammen.

15. juni 2011

Dyreste og bedste Pesto.

Drivhuset er lænset for Basilikum nu. Alle de gode Sweet Genovese blade, de græske, de med citronsmag og de røde er barberet ned - men kun så meget, at der stadig er grønt tilbage. Der skulle jo gerne blive flere høste derfra senere på sommeren.

Hvidløgene er pillet.

Mandlerne smuttet.

Citronen presset.

Olien hældt op.

Osten skåret.

Og hele moletjavsen blendet til en skøn grov pesto, som smager himmelsk på hvidt brød sammen med tomatskiver og løgringe.

Du får opskriften nedenfor. Men lav den ikke for at spare penge. Den er ikke billig. Heller ikke i arbejdstid. Til gengæld får du intet bedre.... ellers hører jeg gerne fra dig.

Opskriften her giver ca. 1 liter færdig pesto, som kan fryses ned i mindre portioner. Men du kan selv gange op/ned, som det lige passer dig.

5-6 liter Basilikumsblade af din yndlingssort(er)
200 gr. smuttede mandler ( svarer til 177 stk J)
5 fed hvidløg
Saften fra ½ citron
15-20 ss. olivenolie
350-400 gr. Parmesan ost
salt/peber

25. maj 2011

Sådan bager du pitabrød med hulrum.

Da jeg gik i 10. klasse, hittede pitabrødene, og der gik ikke en uge, uden at pitabrødene var på menuen.

I starten købte vi dem i vacuumpakninger, som man stadig kan få den dag i dag og med samme flade papsmag. Men så fandt vi ud af at bage dem selv. Et nyt hit var født.

I de mellemliggende år har jeg slet ikke bagt pitabrød, og hver gang jeg har omtalt det, har Manden med skeptisk bemærket, at man jo ikke selv kan bage dem med "indbygget hulrum". Men jo det kan man nemt. Vil du se, hvordan ?

Først røres dejes sammen og æltes en smule. ( ingredienserne lister jeg op nederst. )

Dejen dækkes med et klæde og hæver 1-2 timer et lunt sted.

Dejen deles i 8-10 lige store dele.

Dej delene trykkes flade, så de kun fylder ½ cm i højden. Bredden giver sig selv.

Pladen med de flade boller/brød smides i ovnen 5-7 minutter ved 225 gr. Og nu kommer kunststykket:

De skal IKKE tages ud, før de hæver op som på billedet. Dampen indeni skaber hulrummet.

Der er så meget mad i disse pitabrød, at jeg til aften kun kunne spise et enkelt. Henrik klarede selvfølgelig 2.

Vi plejer at lave salatbar a´la Jensens Bøfhus ( måske i lidt mindre omfang ) + kødsovs og en god dressing til at fylde i. Men mulighederne står åbne for alt.

Hvad spiser du i dine pitabrød ? Forslag modtages gerne.

  • 25 gr. gær.
  • 6 dl. lun vand
  • 1 liter mel +/-
  • 1 tsk. salt
  • ½ dl. olivenolie

24. maj 2011

Ny kreativ blog, du ikke må misse.

Tina Dalbge har e-n-d-e-l-i-g fået sig en blog, hvor hun vil øse ud af sine kreative ideer, som andre aldrig har tænkt på før.

Der er fine planteskilte, som ungerne vil knus-elske at lave og den perfekte gave til den fodbold-gale og....

Besøg bloggen her og se selv.