Viser opslag med etiketten drivhus. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten drivhus. Vis alle opslag

4. november 2012

Dyrkning i plantesæk eller i jord

For et par måneder siden så drivhuset sådan ud. Det meste var fint og godt bortset fra nogle trælse skadedyr, som fik sat deres spor i år. Men en mindre ændring skal der dog til, inden Kong frost for alvor tager fat.

Der er af praktiske grunde altid blevet dyrket i kapillærkasse og plantesække i drivhusene, fordi jeg havde den opfattelse, at det så var nemmere for evt. drivhuspassere ( incl. mig selv, sagde hunden ) at overstå denne tjans. Men sådan hænger det jo slet slet ikke sammen.

Om kort tid får drivhuset lov at være opbevaringsplads for cykler, fiskeruser og andet godt.

Men forinden skal alle de grimme kapillærkasser ud og hullerne efter dem fyldes med jord, som hønsene kan få lov at muntre sig lidt i bagefter.

I foråret begyndte jeg at dyrke direkte i jorden i det andet drivhus. Det var bare et forsøg, og kapillærkasserne stod parat til at rykke ind igen, hvis det ikke blev en succes. Men det blev det, så nu bliver begge drivhuse for det første meget smukkere at kigge på og så sandelig også meget nemmere at passe.

Jovist skal man vande flere gange om dagen, når planterne ikke bare selv kan suge væske op fra kapillærkassen.... men det er jo kun en kort periode. Herefter passer de stort set sig selv, da deres rødder selv søger ned og finder, hvad de vil have.

M.h.t. smagen af tomaterne, peberfrugterne og de andre afgrøder, så har jeg ofte hørt, at en tomat dyrket i plantesæk ingen smag havde. Det er jeg uenig i. De tomater, der blev dyrket i plantesæk, havde ligeså pragtfuld smag som de, der blev dyrket direkte i jorden.

Hvad dyrker du i ?

29. maj 2011

Dufte i drivhuse.

Kamillen blomstrer og dens duft af æbler slår os imøde, når vi åbner døren.

Den er placeret i drivhuset bagved agurkerne. Jeg husker ikke længere, hvorfor den havnede her. men nu står den her og kommer trofast igen år efter år.

Drivhusets fugtige lune miljø gør noget helt specielt ved duftende planter. Engang havde jeg en enkelt viol i drivhuset. Det var som at komme i Himmerige at træde ind, når den blomstrede. En arrig hakke tog vist livet af den.

Jeg vil satse på noget mere duft til drivhuset i år. Måske lathyrus.

Hvilken blomster/planteduft holder du mest af ?

13. marts 2011

2 timer og 24 minutter.

Det var, hvad det tog os at frembringe en af havens skønneste dufte. Duften af rene drivhuse = duften af ren samvittighed. Du skulle prøve det, hvis du ikke er nået så langt endnu.
I dagens anledning havde Lillepigen afgivet løfte om 1 times medhjælp ( sharp ). Fornuftig nok udførte hun arbejdet inden badetid - at det så var i pyjamas var en hel anden sag.
Der var i år kun en enkelt rude, som var revnet. Det er nådigt sluppet. Vi har adskillige gange selv forsøgt at tilskære glas til drivhuset men altid med dårligt resultat. Nu får den lokale glarmester lov at udføre dette arbejde.
Tilbage af kedelige drivhus skærmydsler er kun at få afvasket holderne til planterne. Det tager lang tid; ikke mindst at filtre dem ud, men de er meget effektive og skånsomme mod planterne.