27. marts 2012

Sneeboer

Lige nu er vognen med nye Sneeboer redskaber på vej hertil.

Den har været undervejs i mange dage.

Turen startede i Oude meer Holland -> så til Paris -> Videre til Kastrup -> Dernæst Kolding -> og om lidt Middelfart.

Redskaberne er mageløse og holder til det hele.

De er billige set i forhold til holdbarheden, og der er mange forskellige, som ikke findes andre steder.

Min favorit er nok håndkultivatoren, som du ser øverst. Den er en ægte "killer", som flår enhver jord op, så ukrudtet lige kan lirkes op bagefter. Men vi er alle forskellige og falder for forskellige hjælpemidler til haven.

Du kan se Frøbutikkens sortiment af Sneeboer her og nedenfor en ultra kort video på 45 sekunder om, hvordan Sneeboer redskaberne laves på gammeldags håndlavet maner.

Men fortæl mig lige inden:

Hvad er dit yndlingsredskab i haven, hvis du kun må vælge ét ?

24. marts 2012

Hvis du nu kunne vælge...

Hvis det nu blev dig, som kunne vælge 15 gratis frøposer fra Frøbutikken, ville du så snuppe nogle appelsintagetes ?

Søde små spiselige blomster ?

Flotte frøkenhatte til masser af fine buketter ?

Knasende sprøde og saftige agurker, som kun de hjemmedyrkede kan være ?

Glade solsikker ?

Kirsebærrøde tallerkensmækkere som bunddække ?

Eller måske årets vinder tomat ?

Tjah... hvem ved ?

Bliver du den første, som løser opgaven , vinder du de 15 skønne frøposer. Svaret skriver du som en kommentar under det indlæg, hvor opgaven er formuleret. Billedet er nemlig sat på nu i Frøbutikken

15. marts 2012

Hvad siger du, når jeg siger...

"Hygge hygge" ?

Jeg ved altid, hvem der står bag, når disse to ord står skrevet. Og har du været forbi hendes blog eller selv haft besøg, ved du det også.

I dag måtte jeg samle underkæben op fra perlestenene, da jeg hentede dagens post, for blandt rudekuverter lå disse 4 skønne og bedårende darlings. Ja jeg ved skisme slet ikke, hvad jeg skal sige - ikke andet end, at jeg er helt overrumplet over, at der sidder et menneske et sted derude og gider lave sådan noget fint stads til mig.

Jeg kan da i hvert tilfælde sige 1000 tak til "Hygge hygge" og lade jer andre slå et slag omkring hende . "Hygge hygge" har en blog, som ikke kan kategoriseres, for du kan finde indhold om alt.

Nyd turen.

11. marts 2012

Økohøns. Sådan kommer du i gang.

Imorgen ankommer Jens Juhl og hans slotsfrue Sølvas allernyeste bog Økohøns.

Den har jeg virkelig set frem til.

Og måske er den også noget for dig. For faktisk så har de fleste mulighed for at have høns i haven. De kræver egentlig ikke så voldsomt meget plads.

Her ser du vores transportable hønsehus + gård, hvor vi plejer at opfostre kyllinger i. Når kyllingerne er store nok til ikke at blive forvekslet med en albino solsort af kvarterets katte, får de fri adgang til større dele af haven. Men man kunne også have dem her hele deres liv.

Vi har bare brune høns, men vil man have lidt mere pynt, er der masser af spændende og flotte racer. Læs i bogen, hvilke der egner sig bedst til at være økohøns i baghaven.

Og jo høns er uden tvivl hyggelige. Vores kommer løbende som små hunde, når de ser os, og ofte hopper de lige op og ser, om vi har det godt..... det kan dog godt være lidt irriterende søndag morgen, hvor der kl. "alt-for-tidligt" lyder en sagte pikken på soveværelsesruden.

Men alting har jo en ende. Og det er for det meste også meningen med et hønsehold. Enten vil man sætte tænderne i en lækker 3 kg økohøne og vide, at den har haft en rigtigt godt liv.

Eller også nøjes man med skønne økoæg, og her er virkelig mange penge at spare, for i butikkerne koster sådanne æg rask væk 4,- DKK.

Her er der sat X på æggene for at vi ikke skal forveksle dem. Disse æg er nemlig kogt og dernæst lagt i redekassen for at lære hønsene, at det er her, det sker. Når de har fattet pointen, fjernes de afkrydsede æg bare.

Vil du have masser af andre fif og måske her til foråret selv have dine egne første høns i haven, kan du allerede i dag bestille  bogen Økohøns Selvforsyning til husbehov og få den som en af de første.

Læs mere om bogens indhold her

6. marts 2012

Når frø ikke vil spire.

Ligesom dig ( måske ? ) er jeg også i gang med såningen af frø. Det går strygende, og der pibler realisering af drømme op overalt......

Næsten overalt.

En af de såede chili sorter har ikke makket ret, som den skulle.

Den blev ellers sået efter alle kunstens regler ligesom sine klassekammerater.

  • Den blev sået i samme slags jord, som de andre. ( Ja dette er min favorit jord, er jeg efterhånden nået frem til - og så er det vist endda en af de billigere )
  • Den fik samme mængde vand/fugtighed som de andre. ( jeg gennemvander altid jorden først, lader det overskydende løbe fra og bruger ikke nogen form for overdækning bagefter - vander blot af og til i bakken, som de står i, hvorefter potterne så selv opsuger, hvad de behøver.

  • Den fik samme lille mængde jord sirligt lagt hen over sig som de andre.
  • Den fik samme gode varme temperatur, som de andre.
  • Den fik samme kærlige ord med på vejen.

Alligevel overhalede klassekammeraterne den. Den var slet ikke klar, og lærerinden blev sur og knotten.

For at teste, om det var frøet, der var noget galt med, blev det lagt i kuvøse som set ovenfor.

Et stykke stof/køkkenrulle blev gennemvædet - frøene blev lagt på stoffet/papiret - og plastikposen sat udenom hele moletjavsen. Her var det ikke nødvendigt at vande, for fugten blev inde i posen.

Sådan kan du også gøre, hvis du har frø fra en tidligere sæson, som du gerne vil kende kvaliteten på inden såning.

Under andre miljømæssige forhold eksploderede problemfrøene pludselig og her er fire af dem blevet transplanteret til den tidligere tomme gabende potte.

Nu tælles der nok i de små hjem - og ja det er rigtigt. Der står dags dato fem i potten, for sidenhen er et af problemfrøene alligevel spiret og er nu på samme stadie som sine kammerater.

Jo selvom man er født i en andegård kuvøse-spirekasse, kan man godt vokse sig stor og smuk som sine kammerater, hvis forholdene bare er til det.

Og de ekstra chiliplanter, som nu dukker op ?

De finder nok et dejligt hjem, for der er nok af glade aftagere.